”Men jeg vil ikke bytte..” Titlen til filmen sætter med det samme tankerne i gang. Vil jeg bytte mit liv som søster til en handicappet med et liv som søster til en normal? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Jeg ved med det samme, at filmen er aktuel for mig, og sætter mig med store forventninger til at se den. Forventninger der bliver indfriet på en meget ærlig og sympatisk måde.  

Gennem hele filmen sættes der fokus på en række temaer. Temaer, som jeg som storesøster til en handicappet, kan nikke genkendende til.

I begyndelsen af filmen funderer Andrea over, at det er mærkeligt at have ansvaret for sin bror. Et ansvar som, også hos mig, opstod i det sekund, man bliver gammel nok til at forstå konsekvenserne af sin søskendes handicap. Personligt er jeg storesøster, og derfor vil der naturligt følge et ansvar med, men ikke et ansvar som bliver ved, så langt ud i fremtiden, som man kan overskue.

Andrea fortæller, at hun i sine teenageår ikke vil have noget imod at aflyse en fest til fordel for de ugentlige besøg hos Sebastian. En udtalelse der viser, at Andrea allerede som 11-årig tænker over sin fremtid med Sebastian. En fremtid hun ved, bliver anderledes end f.eks. hendes klassekammeraters.

Disse tanker viderefører Nadine, der fortæller, at hun er anderledes end sine klassekammerater, idet disse går til sport og kun skal tænke på sig selv, mens hun må tænke på og lege med Magnus. Begge disse udtalelser kunne være sagt af mig, da jeg var i samme alder. Nu da jeg er 22, ved jeg ikke, hvor mange fester jeg reelt har ofret til fordel for min søster. Der har været nogle, og kommer sikkert flere, men tankerne (og misundelsen) til den ”normale ” situation i mine kammeraters familier kan stadig slå mig.  

Jens, Helenes og Kirstines hverdag er den jeg personligt kan relatere bedst til, idet Kirstine og min søster har samme handicap. Helene siger på et tidspunkt, at dem med Downs syndrom ligner hinanden af udseende, men jeg kan tilføje, at deres personligheder umiddelbart også ligger tæt op af hinanden. Faktisk så meget, at jeg i visse situationer blev helt i tvivl om, om det var Kirstine eller min søster filmen handlede om.

Dette gjorde filmen ekstra aktuel for mig, og mindede mig om, at min søster er handicappet, og noget af hendes adfærd derfor kan forklares den vej. Lad mig slå fast, at der ikke går en dag, hvor jeg ikke er klar over, at min søster har et handicap. Et handicap bliver dog også hverdag, og derfor er filmen god, idet den minder os om årsagen til de evige diskussioner inden sengetid eller køreturen.

”Men jeg vil ikke bytte” er en meget rørende og ligefrem film, som fortjener anerkendelse og opmærksomhed fra omverdenen.

Personligt vil jeg vise filmen til onkler, tanter, fætre og kusiner. Den nære familie som trods den tætte tilknytning kan have svært ved at forstå, hvordan det er og har været at vokse op med en handicappet i familien. Hvis jeg var lidt yngre, ville jeg vise den i min klasse, for på den måde at dæmme op ved det ”mærkelige” ved min søster i forhold til de andres små søskende. I bund og grund handler det om at få det unormale til at blive normalt.  

Vi vil ikke ynkes, klappes på håret eller have en belønning, blot forstås og anerkendes af en omverden som ikke lever med en handicappet til hverdag. Dette kan denne film hjælpe med, idet man ikke får ondt af de familier der er med, men forstår, at de har en række udfordringer, som andre ”normale” familier ikke lever med.

I starten skrev jeg, at jeg tit har spurgt mig selv, om jeg vil bytte? Svaret er, at jeg elsker min søster meget højt, og da jeg ikke får hende uden hendes handicap, vil jeg ikke. Men jeg tror alle os søskende til børn og unge med handicap rundt omkring, kan drømme om en lille pause engang imellem…