At være søskende til et barn med handicap er ofte en livslang udfordring på godt og mindre godt. Disse søskende er ofte meget ansvarlige og modne pårørende og har indimellem brug for ekstra opmærksomhed.

Siden 2000 har jeg som specialpædagogisk konsulent arbejdet med søskendekurser for børn med søskende med handicap og har brugt forskellige materialer, der kunne give børnene input til forståelse for og beskrivelse af deres egen situation og deres egen oplevelse af den.

Film er et rigtig godt udgangspunkt for erfaringsudveksling og giver børnene mulighed for spejling og identifikation, men de film, der har været til rådighed, har haft fokus på børn og voksne med handicap, ikke på deres søskende, selv om de eventuelt blev inddraget en smule.

I 2005 mødte jeg filmproducer Lars Feldballe Petersen, der tidligere har lavet film om børn med handicap, (”Hvad glor du på” fra 2005) og vi blev enige om, at vi sammen ville realisere en film om søskende til børn med handicap.

Vores projekt tog hele vejen igennem udgangspunkt i etiske overvejelser i forhold til at lave en dokumentarfilm med og om børn. Vi valgte helt bevidst at lave en film uden ekspertudtalelser eller forældreinterviews og at arbejde ud fra børnenes præmisser, netop for at holde fokus på søskendeproblematikken og ikke forstyrre værdien af deres fortælling med voksnes udtalelser om, hvordan børnene oplever deres hverdag.

Det, at forældrene gav dem muligheden for at tale helt frit, forankrede børnene i en tillid til projektet, så de var helt trygge i optagelserne, hvilket naturligvis var en forudsætning for den meget ærlige film, der blev resultatet. Børnene fik også indflydelse på, hvilke emner der blev taget op, og hvilke optagelser der gerne skulle med i filmen. De medvirkende børn fik lov til at fortælle frit om deres hverdag og om, hvordan de oplever ansvar og glæder og bekymringer på et andet niveau end deres jævnaldrende kammerater.

Børnene var meget optagede af, at filmen blev deres og andre søskendes talerør. I filmen så de en unik chance for at fortælle andre søskende, andre familier, lærere, pædagoger, fodboldtrænere, spejderledere m.fl. om en hverdag, som ikke mange ellers kan få et indblik i, men som nu er tilgængelig for alle via ”Men jeg vil ikke bytte”

Vigtigst for os i alle processerne igennem hele filmarbejdet, fra casting til klipning, var, at børnene skulle være stolte af deres præstation, både når de sad til premieren i en fyldt biografsal og første gang mødte en reaktion på deres indsats, og når filmen senere skulle ud og leve sit eget liv på TV, på skoler, i foreninger der relaterer sig til handicap, på søskendekurser osv.

Det lykkedes til fulde, og vi er alle meget stolte af resultatet.